Siden 1937 har der under navnet HPK Hvidevarer været drevet butik med el-apparater og hvidevarer fra lokalerne på Østerbrogade i Hedensted . Serviceringen har i flere år været identisk med hvidevarekonceptet, men i forbindelse med efteråret, er der nu kommet nye skilte på facaden. Indehaver Jens Kristian Nielsen har for at styrke den fremtidige lokale profil valgt at indgå i ELplus.
Torsdag den 30. september åbnedes dørene så til den nye ELplus. Fra klokken 9 var der kaffe og rundstykker til de morgenfriske sammen med massevis af gode åbningstilbud.
Det er nu godt 7 år siden Jens Kristian Nielsen overtog HPK Hvidevarer, men han har rent faktisk været at finde i butikken siden 1996. Sammen med Laila Buch Hansen, der til næste år kan fejre 20 års jubilæum i butikken, har han stået som garant for at kunderne i Hedensted og omegn er kommet hjem med de rigtige hvidevarer til fornuftige priser.
Den gode service har altid været i højsædet for HPK Hvidevarer, og sådan vil det selvfølgelig også være fremover.